Retningslinjer for debatforum
Promillegang.dk stiller et debatforum til rådighed for medlemmerne af hjemmesiden. Holdninger i tilkendegivelser i debatforummet deles ikke nødvendigvis af promillegang.dk, men er alene udtryk for forfatterens opfattelse og holdninger.
Debatforummet administreres af et hold af administratorer og moderatorer, der har et sæt retningslinjer efter hvilket forummet administreres, og efter hvilke debattørerne forventes at debattere.
Det vil altid være administratorerne og moderatorernes skøn, der afgør om et indlæg falder indenfor eller udenfor retningslinjerne. Disse skøn er principielt ikke til debat.
Før du deltager i debatten, bør du læse retningslinjerne for brug af forummet. Du finder retningslinjerne herunder.
Form
Det formodes at alle er bekendt med god netikette, og at alle vil benytte sig af denne, når de deltager i debatten på promillegang.dk. God netikette er blandt andet at benytte en sober tone, at forholde sig til det skrevne og at være aktiv i de debatter man starter. Dette er de grundlæggende forudsætninger for deltagelse i debatten på promillegang.dk. Kan man ikke overholde disse simple forudsætninger, får man en meget kort snor fra administratorernes og moderatorernes side.
Indlæg bør overholde en rimelig grammatisk og retskrivningsmæssig standard. Lad eventuelt dit indlæg kontrollere af stavekontrollen i et tekstprogram. Chat-sprog overholder ikke den fornødne standard. Undlad også at gøre brug af for mange "råbende" ord og sætninger, dvs. hele ord eller sætninger skrevet med stort.
Vælg en sigende overskrift til dit indlæg. Overskriften skal afspejle indholdet i indlægget, for at sikre et bedre overblik, og for at forhindre identiske tråde. Overskrifter, der alene består af store bogstaver, vil ofte blive slettet.
Når du svarer på et indlæg, gengives det indlæg du svarer på, ikke i dit svar. Ønsker du at dit svar skal indeholde hele eller dele af det forrige indlæg, kan du trykke på "Citer det indlæg du svarer på". Sørg for kun at citere den del af det forrige indlæg, du ønsker at kommentere på.
Indhold
Skriv ikke medmindre du har noget relevant på hjerte. Tråde eller indlæg med et for debatten ligegyldigt indhold slettes.
Det ses ofte at et emne allerede er taget op i en eksisterende tråd. Brug eventuelt søgefunktionen for at tjekke om et emne allerede er taget op. Medmindre det vurderes, at en ny tråd indeholder væsentligt nyt, i forhold til en allerede eksisterende tråd om samme emne, vil den nye tråd blive slettet.
Ophavsretsloven betyder at det ikke er tilladt at gengive nyheder og artikler fra eksterne kilder i disses fulde længde. Kun korte citater og henvisninger, eksempelvis i form af et link, til artikler og nyheder er tilladt.
En tråd, eller dele af den, slettes, såfremt den udvikler sig til snik-snak mellem debattørerne. Tråde der udvikler sig til gentagne posteringer af fordomme og/eller slige beskyldninger mellem debattører, får ligeledes sparket. Samme behandling får tomme indlæg, det vil sige indlæg, hvis indhold er begrænset til indlæggets overskrift. Disse vil blive slettet, hvis ikke overskriften tjener som et fyldestgørende svar på et relevant spørgsmål. Diverse former for gættekonkurrencer er ikke at regne som relevante spørgsmål, og sådanne vil som oftest blive slettet.
Fremsættelse af trusler om overgreb og lignende ubehageligheder vil blive straffet med en spærring af afsenderens brugerprofil, og i særligt grove tilfælde en politianmeldelse. Ligeledes vil injurierende indlæg blive slettet, og i gentagelsestilfælde vil afsenderens brugerprofil blive spærret.
Racisme og diskrimination på baggrund af en persons religion eller etniske oprindelse medfører spærring af afsenderens brugerprofil, og i grovere tilfælde en politianmeldelse.
Politiske debatter hører ikke hjemme på promillegang.dk, medmindre det relaterer sig til området, som hjemmesiden beskæftiger sig med.
I henhold til Grundloven, er vi alle sikret ytringsfrihed. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at promillegang.dk via debatforummet er forpligtet til at lade alle komme til udtryk med deres holdninger på forummet.
Reklamering for kommercielle sites og/eller produkter er ikke tilladt, og sådanne indlæg vil blive slettet.